en stald i korinth
Renovering og ombygning af en gammel stald til et stort, åbent rum, som kan bruges til undervisning, kurser, selskaber og andre arrangementer.
Stalden i Korinth er opført i 1890, og den er erklæret bevaringsværdig, så det var vigtigt, at staldens udvendige udtryk blev bevaret. I den indvendige renovering har vi valgt at synliggøre konstruktionen og lade os inspirere af det rå og funktionelle udtryk, en stald har.
Tidligere har bygningen fungeret som hestestald, og over stalden har der været to værelser til hovedhusets kusk og stuepige. Senere er der etableret en garage i hver ende af bygningen.
Ved renoveringen er den bagerste garage bevaret, mens resten af bygningen er åbnet, så den udgør ét stort rum helt op til loftet. Inde i rummet er der placeret en kasse med toilet, depot og masseovn. Over kassen dannes et repos, og over den eksisterende garage dannes en hems. Udvendigt er bygningen bevaret som den ser ud idag. Vinduer og døre isoleres med forsatsvinduer og vindfang.